“These essays trenchantly interrogate the currently popular realisms and materialisms that attack modernity by invoking in uncertainly metaphysical or theological terms a ‘secret life’ of things and matter or a possible contemporary ‘re-enchantment’ of nature itself. Highly recommended for all those interested in philosophical responsesto the world’s problems today.”

 

Paul M. Livingston, Professor of Philosophy (University of New Mexico), author of TheLogic of Being: Realism, Truth, and Time (Northwestern, 2017)

”For at redde virkeligheden, kloden og naturens overlevelse er det nødvendigt at afvikle enhver forestilling om det exceptionelle menneske, afmontere myterne om den unikke menneskelige fornuft og selvbevidsthed og ikke mindst så hurtigt som muligt vinke farvel til modernitetens produktions- og forbrugsfantasmer. Det politiske system må laves radikalt om, så andre ikkehumane aktører kan træde frem med rettigheder og magt. Der må lyttes til økosystemerne, dyrene og planterne. Etik og politik er ikke kun menneskelige anliggender. Det højtbesungne autonome menneskelige subjekt må detroniseres og genfinde sin plads blandt de levende materialiteter. Mennesket er til for enten snart at forsvinde eller for at blive fjernet fra piedestalen, før det får ødelagt det hele.

Således optegnes den nymaterialistiske og antropocentrisme-kritiske stemning, som i disse år præger humaniora og samfundsvidenskaben, i en ny international essaysamling udgivet af Bloomsbury Academic. Den er redigeret af to danske universitetsforskere, litteraten Benjamin Boysen og Jesper Lundsfryd Rasmussen, som både er naturvidenskabeligt funderet videnskabsteoretiker og specialist i idealistisk og romantisk tænkning i 1700-1800-tallet.
 

Boysen og Lundsfryd Rasmussen har sat sig for at præsentere intet mindre end en skånselsløs filosofisk kritik af samtidens nymaterialister, spekulative realister, vitalister og aktør-netværksteoretikere. Således udsættes tænkere som Graham Harman, Jane Bennett, Timothy Morton, Quentin Meillassoux og Bruno Latour for tætte, kritiske læsninger. Det sker i form af ni essays, der leveres af blandt andre den tyske filosof Markus Gabriel, den amerikanske litteraturprofessor Andrew Cole, den svenske antropolog Alf Hornborg, den indisk-tyske filosof Diana Khamis og den svenske filosof Hans Ruin.
 

Titlen på antologien er krigserklærende og uforsonlig: Against New Materialisms. Uden omsvøb og i flertal. For antologiens brogede skare af skribenter drejer det sig om at levere et mangfoldigt forsvar for det særligt menneskelige. I bund og grund gælder det for dem om at forsvare menneskets exceptionalisme imod tidsåndens og nymaterialismernes kritik.
 

Spiritualitet uden guder
 

Efter min mening rammer den Hegel-inspirerede tænker Andrew Cole hovedet på sømmet, når han argumenterer for, at det er selvmodsigende at tro, at man som hyperrealistisk nymaterialist kan blive mere vidende om det materielle objekt end det menneskelige subjekt, og gøre det uden samtidig at træde i karakter som et tænkende og begrebsliggørende subjekt.
 

Og hvordan skulle det være muligt, spørger Hans Ruin, stærkt inspireret af Nietzsches perspektivisme, at der findes en ikkeformidlet og fortolkningsimmun realitet, som vi til og med skal værne om og adlyde?

 

Det forekommer mig også velplaceret, når redaktørerne Boysen og Lundsfryd Rasmussen i deres veloplagte og meget polemiske 42 sider lange introduktion til bogen skriver, at nymaterialismen stiller os førmoderne og førvoksenlivagtige drømmerier i udsigt om en uspoleret, uspaltet og sammenhængende eventyrverden.
Nymaterialisterne længes efter verden, som den var »before the fall of adulthood and modernity«, skriver de.

De modernitetskritiske genfortryllelsesfantasier træder i stedet for en gedigen kapitalisme- og vækstkritik. Ifølge den marxistisk inspirerede Alf Hornborg er der tale om ren fetichisme, når artefakter tilskrives egenskaber og aktørstatus, som det blandt andet sker hos Bruno Latour. I sit essay klandrer han også ’den materielle vending’ for at afpolitisere og naturalisere teknologien. Med sine ideologiske konsekvenser
ødelægger nymaterialismen dermed muligheden for at bedrive samfundskritik, skriver Hornborg.

Mens den poststrukturalistiske, pragmatiske og kritisk-teoretiske ’sproglige vending’ igennem de sidste 40-50 år har fokuseret på tekster, diskurser og kritiske analyser af magt, serveret af så forskelligartede tænkere som Foucault, Derrida, Rorty, Habermas og Honneth, er nymaterialisterne over én kam blevet drøntrætte af besættelsen af sproget som nøglen til erkendelse og indsigt.
 

Men samtidig synes de at udstyre kvasiobjekterne, hyperobjekterne, tingsmagten, den vibrerende materialitet og den mørke økologi med nærmest metafysiske og altomkalfatrende kræfter. Langt større kræfter, end menneskene og guderne nogensinde synes at have haft.
 

Den økokritiske filosof Timothy Morton beskriver således, hvordan ecognosis revolterer imod menneskets egognosis. Gnosis betyder indsigt og erkendelse, og ifølge Morton tænker økologien så at sige dybere og bedre end mennesket. Han ønsker at demaskere det egoistiske menneskes ’omsorg’ for naturen.
 

Med Slavoj Žižeks manende og syrlige ord efterlader nymaterialistisk tænkning os med en »slags spiritualisme uden guder«. Middelalderens forestillinger om, at tingene er ladet med vilje, handlekraft og bevidsthed, går igen, mens det refleksive humane selv, der ellers er blevet set som modernitetens politisk og etisk ansvarlige hovedaktør, sendes i skammekrogen eller simpelthen på pension.
 

Tid til besindelse

Essaysamlingen byder også på en glimrende samtale mellem bogens to redaktører og den prominente indiske historiker Dipesh Chakrabarty. På spørgsmålet om, hvor Chakrabarty vil placere (»situate«) nymaterialismen, svarer han, at det først var, da »verdens givethed« og vores hverdagsliv blev rystet af den globale opvarmning, forureningen, pandemierne og andre planetære miljøproblemer, at nymaterialismen fik betydning og tiltrak sig andet og mere end teoretisk interesse.

Indtil da havde mennesker på tværs af kloden ikke taget større anstød af det forhøjede indhold af CO2 i atmosfæren eller af andre mere eller mindre usynlige ting. I flere århundreder havde de uden voldsomme skrupler gennemindustrialiseret verden og anvendt naturen som råstofkammer. Chakrabarty kalder nymaterialismen for et »attraktivt korrektiv« til modernitetens antagelser og blindheder. Han taler også til
fordel for at gentænke historiebegrebet, da distinktionerne mellem natur- og humanhistorie er kollapset.

​

Chakrabarty, der altså lader sig inspirere af spekulativ realisme og antropocentrisme- kritiske ’flade ontologier’, giver dog ikke afkald på politikkens eller det menneskelige dannelsesprojekts uomgængelige nødvendighed. For ham synes det ikke at være futilt at fastholde det særligt menneskelige ansvar, men samtidig at udvise respekt over for det levende mylder af andre eksistenser og livsformer på kloden. Der er ingen nødvendig modsætning mellem social retfærdighed og en revitaliseret naturrettighedstænkning.

​

Måske de to redaktører skulle have vovet at invitere flere af ’hans slags’ med som egentlige bidragydere. Men hvem ved? Det kan jo være, at den næste antologi fra Boysen og Lundsfryd Rasmussens ihærdige hænder kommer til at hedde: Beyond Anthropocentrism and the Critique of Anthropocentrism.

For når opfattelsen af verdens givethed rystes, sendes der chokbølger igennem hverdagslivet, og de fænomenologisk-kvalitative indersider af det at være menneske risikerer at komme helt ud af balance. Så stående midt i den intensiverede intellektuelle krig mellem nymaterialister og antimaterialister er det tid til besindelse.
 

Der må tænkes – og frem for alt ageres – på tværs af de gensidige fjendebilleder, som striden mellem nymaterialister og nymaterialismekritikere kan risikere at blive fiksere i, hvis menneskearten og mange andre (ledsagende) arter skal sikres mulighed for ikke ’bare’ at overleve, men også at leve.

For at kunne handle anderledes må vi også lære at tænke anderledes. Filosofisk tænkning er livgivende og eksistentielt vigtig, og den kan i bedste fald bidrage til en radikal og nødvendig forandring af både politik og samfund.”

Anmeldelse i Information (23.12.2023) af Steen Nepper Larsen, lektor ved Danmarks
Pædagogiske Universitet