"Det gamle hundeslagsmål mellem digterne og filosofferne, der udspillede sig i den arkaiske kultur, handlede ikke blot om retten til at gøre krav på sandheden, men om de stridende parters respektive eksistensberettigelse og fælles ophav. Filosofiens forhold til digtningen har siden undergået forskellige forsoningsforsøg, ambitiøse alliancedannelser og tvangsadskillelser af prominente tænkere op igennem historien. Hos Platon finder vi den berømte kritik af den mimetiske digtekunst særligt i tiende bog af Staten, hvor Sokrates taler om et principielt modsætningsforhold mellem de to kunstarter. Der er dog også en langt mere positiv side hos Platon, hvor digtningen ikke ses som en modstander og modsætning til filosofien, men som dens mulighedsbetingelse. Det er denne mindre kendte positive dimension ved Platons forhold til digtningen som Benjamin Boysen sætter fokus på i sin seneste bog Digtningen og filosofien hos Platon. Boysen peger på, at det netop er i galskaben, at hunden ligger begravet. På den ene side er galskaben nemlig dét anklagepunkt som begge parter rejser mod hinanden, men på den anden side fungerer den selv samme galskab også som de to stridendes fælles ophav og mulighedsbetingelse.
Boysens forsøg på at rekonstruere forholdet mellem filosofien og digtningen hos Platon er vellykket, stringent og koncist. Bogen indfrier sit løfte fra forordet om at præsentere en analyse der både henvender sig til fagfilosoffer samt almindeligt interesserede læsere, der ønsker et overblik over den negative såvel som positive side ved digtningen hos Platon.
Boysen starter med at beskrive den gamle strid mellem filosofien og digtningen, som Sokrates refererer til i Staten. Digterne sam-menligner filosofferne med hunde, der gør ad ingenting og anklager dem for både at være moralsk, politisk og kulturelt anløbne tosser, der glimrer i hjernespind og abstraktioner (19-20). Omvendt anklager filosofferne digteren for blot at være et tomt hylster for guden, der besidder og bevæger ham. Denne forrykkelse medfører at han i denne grebethed er ude af sig selv og som en sindssyg må umyndiggøres som passiv tilskuer, der ikke kan gøre et ejendomskrav gældende i forhold til sandheden (23). Men forholdet er mere broget og nuanceret end som så. Boysen peger bl.a. på Lovene, hvor filosofferne nu identificeres med tragediedigterne. Som lovgivere kan filosofferne nemlig siges at forfatte det samme som digterne, men blot på den bedste måde, nemlig en fremstilling af det smukkeste liv, der vurderes til at være den sandeste tragedie (27). Striden er altså en strid mellem kunstrivaler med et fælles anliggende, snarere end egentlige fjender, der begge har rod i galskaben som et konstituerende træk.
Boysen bruger dernæst resten af bogen på at kvalificere, nuancere og diskutere dette ejendommelige forhold. For det første peger han på, at Platon bryder med den klassiske opfattelse af den digteriske mimêsis som vi f.eks. finder hos Pindar. Her formår digtningen trods efterligninger dog at afdække sandheden ved at præsentere et perspektiv på verden, som overskrider dens umiddelbare fakticitet. Hos Platon forholder det sig imidlertid omvendt. Den mimetiske digtning gengiver blot tingene uforandret og formår dermed ikke at transcendere og udpege idéen og enheden bag fænomenernes mangfoldighed (45-47). Foruden denne erkendelsesmæssige impotens, er den mimetiske digtning moralsk afsporet fordi den ophidser og fremelsker den irrationelle eller gale del af sjælen, der retter sig mod nydelse, begær og passion med et erotisk tilsnit af destruktiv karakter (49, 58). Heroverfor står filosofiens rationalitet i første omgang som garant for kontrol og mådehold. I anden omgang opløses denne absolutte modsætning mellem erôs og logos til fordel for en gudgiven galskab (74-75).
Boysen understreger, at der er tale om to typer af vanvid. Den ene skyldes menneskelige sygdomme og har et kropsligt og farligt tilsnit. Den anden skyldes guden, der rykker os ud af vores vante normer. Sokrates taler således om fire former for guddommeligt vanvid, der alle er forbundet med det filosofiske og digteriske ved at overskride den fænomenale positivitet (77). Det er denne overskridelse, der gør sjælen filosofisk, gal og poetisk eller som Boysen rammende opsummerer det: ”Både digtningen og filosofien er musebårne i den forstand, at de bærer et budskab om en virkelighed, der transcenderer dem begge” (82, 89). De fire former for gudgivent vanvid, dvs. det apollinske, det dionysiske, det musiske og det erotiske, er alle konstitutive for både digtningen og filosofien. Fornuften ville ikke blot være frugtesløs uden inspirationen, men som Boysen understreger med henvisning til Aristoteles’ ekko af Platon, så er fornuftens ophav ikke selv fornuft, men noget stærkere, dvs. begrebet forudsætter en grebethed (113, 118). Boysen konkluderer, at filosofien i sit væsen selv rummer et poetisk element, da fornuften nemlig ikke ville være fornuft, hvis ikke den kunne modsiges og overskrides (130).
Boysen har med sin bog demonstreret en klar, præcis og velargumenteret analyse af forholdet mellem digtningen og filosofien hos Platon. Bogen holder således hvad den lover. Boysen formår på elegant vis at præsentere et komplekst problemfelt, der både henvender sig til akademiske fagfæller og almindeligt interesserede, da bogen på pædagogisk vis indfører læseren i Platons tankeverden. Samtidig har Boysen et blik for det oldgræske originalsprog, som guider læsningen uden at fortabe sig i filologiske nørderier, samt en opmærksomhed både mod den nyere Platon-forskning (f.eks. antologien Plato and the Poets redigeret af Pierre Destrée og Fritz-Gregor Herrmann. Leiden/Boston: Brill, 2011), men også mod giganter indenfor feltet og traditionen såsom Heidegger, Gadamer og Nussbaum. Der er ikke tale om en stærk positionering i forhold til etablerede skoledannelser men om en solid præsentation af en forholdsvis underbelyst diskussion internt i Platons værk på tværs af adskillige dialoger. Bogen er således ikke motiveret af en stærk tese og stiler heller ikke mod en generel introduktion til Platon for uøvede, men rummer et klart sigte og en stringent læsestrategi. Trods et kort oprids af den nyere receptionshistorie af filosofiens forhold til digtningen på de indledende sider fra Nietzsche over Heidegger og den analytiske filosofi med Frege til prostmodernismens koryfæer, Derrida, Lacan og Foucault, har bogen primært karakter af et eksegetisk studie. Den korte oversigt fungerer som trædesten, ikke som oplæg, og har til sigte at motivere bogens tematik ved at fastslå ikke blot relevansen, men også styrken ved netop Platons position i denne debat. Spørgsmålet om hvorvidt tænkningen enten er eller bør være radikalt adskilt fra digtningen eller om det er to sider af samme sag, er således ikke besvaret, men bevaret i sin ambivalens hos Platon.
Bogen kunne med fordel have vendt tilbage til spørgsmålet om filosofiens forhold til digtingen i en nutidig kontekst, diskuteret i lyset af bogens konklusioner. Forholdet mellem digterne og filosofferne beløber sig nemlig ikke kun til en fagintern stridighed. Det er selve rokaden i magtbalancen mellem mythos og logos, mellem fiktion og fakta, fortælling og fornuft, digtning og tænkning, der kickstarter den vestlige åndshistorie og til stadighed dominerer i forskellige afskygninger lige fra oplysningens fornuftsideal og modoplysningens kritik til nutidens scientisme på den ene side og Fake News på den anden. Det kunne være interessant at se Platons idéer bragt i spil i forhold til denne historiske udviklingslinje. Fordelen ved det eksegetiske mikro-perspektiv og de værkinterne koordinater, der dominerer Boysens studie af Platon, er imidlertid at det sikrer en dybde og grundig- hed i analysen. Ulempen er, at den receptionshistoriske diskussion er underrepræsenteret og for det meste kun optræder som enkelte citater, der understreger snarere end udfolder pointerne. Til gengæld lover bogen heller ikke en sådan dialog med traditionen. Vi bliver som læsere altså ikke forjættet en dagsorden, der aldrig bliver forløst. De få udblik har snarere den modsatte effekt – de vækker appetitten for at dykke ned i debatten. Netop på grund af sin stringente form og sit velafgrænsede problemfelt har bogen karakter af enten at være en komprimeret version af et større allerede eksisterende studie eller et oplæg til et sådant studie. På Syddansk Universets hjemmeside under Boysens profil, kan man læse om planerne for netop sådan et projekt, der har fået arbejdstitlen The Madness of Thinking, som spænder bredt over den vestlige idé- og kulturhistorie. Hjemmesiden er sidst opdateret i 2018, så hvorvidt nærværende bog er resultatet af disse planer eller blot det første spadestik, må vi afvente at se. Med Boysens viden om europæisk litteraturhistorie som den kommer til udtryk i nogle af hans tidligere arbejder, der demonstrerer stærke analytiske favntag med svært tilgængelige forfatterskaber såsom Joyces og Shakespeares, kan man kun håbe på det sidste."
-Niels Wilde, En stridsøkse i gale hænder
”Denne lille bog rummer en analyse af forholdet mellem digtningen og filosofien hos Platon’ skriver Benjamin Boysen meget præcist i forordet til bogen. Hermed sætter han fingeren på et evigt gyldigt problem for enhver Platonlæser: hvordan kan man på én gang være en stor forfatter af fiktionslitteratur i form af filosofiske dialoger og udskamme digtningen som en uværdig måde at undersøge sandheden på? Problemet udspringer af Sokrates’ angreb på mimesis, efterligningen, i Statens tiende bog, der kulminerer med forslaget om at forvisse alle digtere, Homer incl., fra den nye idealstat.
Det er jo også grove løjer og har gang på gang skabt problemer for fortolkerne – herunder de lærere, der har vovet at vise deres elever denne side af Sokrates.
BB deler bogen op i tre kapitler og en konklusion: (I) ’Den gamle strid mellem filosofien
og digtningen’, (II) ’Kærlighedens og digtningens destruktive vanvid’, (III)’Kærlighedens og digtningens guddommelige vanvid’ og (IV) ’’Konklusion’.
I kapitel (I) undersøger BB, hvor og hvornår den påståede gamle strid mellem filosofien og digtningen er opstået, og det viser sig snart, at det er meget kompliceret, for dels er begreberne digtning, poiesis og filosofi, philosophia, ret nye ord (det er egentlig først Platon, som definerer dem i den betydning, vi opfatter som græsk standard, fx i Symposion), dels vrimler det med eksempler på tidligere digtere, der er filosofiske og omvendt, og BB kalder konflikten mellem Dichtung und Philosophie des frühen Grieschentums (som Hermann Fränkels klassiker fra 1962 jo hedder) en strid mellem tvil-
lingebrødre. Man kunne til BB’s liste tilføje Solon og Parmenides, den sidste særligt, fordi hans noget syrede digt om Sandhedens vej og meningernes vej på mange måder lægger op til en tolkning som den, der præsenteres i (III).
I kapitel (II) introduceres et begrebspar Kærlighed og Digtning, der har vanviddet eller for-rykt-heden, mania, som fællesnævner. En vigtig dialog er i denne sammenhæng Phaidros, hvor kravet til mennesket i første omgang er at kunne abstrahere fra fænomenverdenen for i stedet at ’kunne opfatte i former og ud fra mange sanseiagttagelser gennem tænkning nå frem til en enhed’ (249b-c), men hvor den mimetiske digtning jo netop leder tilhøreren eller tilskueren væk fra det ideelle og hen mod nydelsen og begæret ved en umiddelbare oplevelse. I første omgang i hvert fald. Filosofien bliver derimod traditionelt karakteriseret ved fornuft, logos, visdom, sophia, og besindelse, sophrosyne. Hvordan hænger det sammen?
I (III) tager BB fat på Phaidros og fremhæver Sokrates’ i ordets egentlige forstand begejstring over det idylliske landskab og de mange metaforiske udtryk (han er ’syg efter at høre taler’, han bliver ’høj’ over at møde Phaidros, han sammenligner sig med korybanterne osv.), som giver læseren en mistanke om, at den klare skelnen mellem logos og mania måske ikke er så velfunderet, når man går begreberne nærmere på klingen. Sokrates er besat ligesom digterne er det, men da han har holdt sin første (negative) tale om Eros og har indflettet den inspirerende mytefortælling om sjælens opstigen, får han kvababbelser og holder endnu en tale, en palinode, hvori han viser, at den tidligere bestemmelse af eros som et onde er falsk, og at eros givet af guderne er menneskets største gave (244a-b), men i øvrigt findes i fire forskellige former. Han ændrer med andre ord mening, for nu opfattes den guddommelige besættelse, enthousiasmen, som vejen til erkendelse. Læseren mærker, hvor det bærer hen ad, og BB sætter trumf på ved at citere Sokrates i Symposion (215c), hvor denne sammenlignes med Marsyas, der kan tryllebinde med sin musik – men Sokrates er en større troldmand, for han kan forhekse folk bare med sine ord. Menon siger der samme i Menon 79e-80c – sammenligningen med rokken. Galskaben, besættelsen er altså forudsætningen for, at vi kan komme ud as vores doxa-verden (der er den egentlige gale verden) og nærme os episteme. Derfor bliver den sokratiske metode også betragtet som galmandsværk af dem, der i virkeligheden er gale. Filosofien og digningen konvergerer med andre ord – eller kan gøre det – og filosofien bliver først produktiv gennem eros og dennes mania.
I (IV) – som det kan være en god idé at begynde med at læse – konkluderer BB på side 115: ’Filosofien må nødvendigvis være digtning; ligesom den nødvendigvis ikke må være det. Filosofi er og er ikke digtning. Platons refleksioner over begæret og galskaben demonstrerer tydeligt, at det ikke kan være anderledes’.
Som det ses af ovenstående meget kursoriske gennemgang af bogens hovedtanke, er der nok at tænke over – og måske også at modsige – for enhver Platonlæser.
’Filosofien ville således ophøre med at være filosofi, i det øjeblik den ikke engageret satte kræfterne ind i sit gamle mellemværende med digtningen’. Tag den, Søren Kierkegaard! BB vender desværre ikke tilbage til udgangspunktet (digternes fordrivelse), men man gætter på, at han ville svare, at Sokrates simpelthen har ændret mening, og han i et øjebliks henrykkelse lod sig rive med af sin egen tanke- og talestrøm. Sandheden er jo, at hverken Platon eller Sokrates skabte et fasttømret ’filosofisk system’, men som alle intelligente mennesker igen og igen ændrede mening i et forsøg på at komme sandheden nærmere.
Der er et godt noteapparat og en omfattende bibliografi, hvor jeg dog savner Rasmus Sevelsteds arbejder med beslægtede emner: Against Mimesis: On Allegory and Hidden Meaning in Early Greek Poetics. Phd-afhandling Københavns Universitet 2016 – og ’Digtning og sandhed hos Platon’ side 251-282 i Jakob Leth Fink og Jens Kristian Larsen (red.): Platons værk og virkning. København 2015. En kortere version af sidstnævnte findes i Aigis 15,1 (2015) Suppl. Platonselskabet.
I mindre bidder kunne dele af bogen godt præsenteres for elever, men dens indhold egner sig nok bedre til, at læreren selv læser bogen og i mundtlig form serverer highlights med særlig relevans for den dialog, som klassen er ved at læse."
-Christian Gorm Tortzen, Logos (2021) vol 12